Foskajak i Norge

Lokation: Telemarken, Norge
Overnatning: Troll Aktiv
Antal dage: 6 Dage
Pris: ca. kr. 4500

Højdepunkterne er at kunne padle gennem stort og vildt fossende vand, at prøve at surfe i bølger og at få en introduktion til playboating. Vi Starter på Syrveitfossen, og så tager vi til Nidelva ved Arendal, hvor der inden for meget korte afstande er meget varierede muligheder. Begge steder er der gode betingelser for både begyndere og øvede – fra klasse 1 og op til klasse 4 vand.

Det er en forudsætning, at du har haft kajak i et af semestrene før turen!

Deltagerne vil, udover at arbejde med moderne foskajakteknik, få udstyrskendskab, prøve sikkerheds- og redningsteknik og lære at læse elven og dermed selv lære at vurdere egne evner i forhold til elvens udfordringer. Der er rig mulighed for at få afprøvet rul og andre teknikker under både beskyttede og meget krævende forhold.

Sikkerheden er i højsædet – vi har én underviser med til hver fjerde elev.

Stedet vi bor
På Troll Aktiv bor vi på et center for rafting og kajak. Vi bor i Troll Aktivs lavvuer/tipier med fast træbund og bruger centrets toiletter, badeforhold og køkken til madlavning og spisning. Vi spiser og lever udendørs så meget som muligt.

Eksempel på ugeprogram

Dag 1:
Klargøring af udstyr og intro til foskajak på vandet på fladt og let strømmende vand. Vi arbejder med færgning i strømmende vand og at komme ind og ud af hovedstrømmen. Efterfølgende går vi en tur langs elven, hvor vi begynder at ”læse” vandet.

Dag 2 & 3:
River running, surf og playboating – herunder lærer du at læse af vandet, vi arbejder med sikkerhedsmomenter, signaler når vi er på vandet og gennemgang af udstyr.

Dag 4:
Afgang til Nidelva på dagstur. Mere fos, men i helt andre omgivelser – Paddlers Paradise, bål og hygge, naturoplevelse og masser af surf. Vi skal arbejde i mindre grupper, hvor I selv skal læse vandet og finde Jeres linjer gennem strygene. Vi slutter af på en af Sydnorges bedste surfbølger. Ved hjemkomst i Evje holder vi grillparty.

Dag 5:
Afslutningstur på elven. Vi padler hele Syrtvitfossen, hvor vi får brug for alle de kompetencer, vi har trænet gennem de andre dage. Efterfølgende er der pakning og afgang tilbage til Viborg.

“At sejle kajak på en elv med klipper og vand strømmende med 140 kubikmeter pr. sekund virker umiddelbart som en vanvittig ide, men med 9 dygtige undervisere til 19 elever bliver det i stedet til en vanvittig god ide!”

Jonatan Hauge Steffensen