
Om os
Her får du en kort beskrivelse af skolen, vores historie og vores grundpiller.
Viborg Idrætshøjskole - idræt, fællesskab og personlig udvikling
To gange om året – forår og efterår – byder vi mellem 100 og 180 elever velkommen til et højskoleophold fyldt med bevægelse, nærvær og nye perspektiver. Eleverne dedikerer et halvt år eller mere til idræt, oplevelser og fællesskab. Vi tror på, at man bliver klogere på sig selv og andre gennem bevægelse, samvær og samtale. Derfor kombinerer vi et rigt udbud af idrætsfag med eksistensfag og praktiske fag, som tilsammen giver unikke muligheder for udfordring, refleksion og fordybelse.
Et ophold på Viborg Idrætshøjskole er også foredrag, fællessang og fester - og afslappede stunder i haven. Vores mål er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar og engagere sig i både små og store fællesskaber – i højskolelivet og videre ud i livet.
Skolens faciliteter er i top: Svømmehal, idrætshaller, CrossFit- og fitnesscenter, adgang til vandsport i Søndersø og Nordens største udendørs klatrevæg – for blot at nævne nogle. Og i løbet af dagen sørger vores dygtige køkkenhold for lækker mad – alle ugens syv dage, fra morgen til aften.
Udover vores Efterårs- og Forårshold tilbyder vi Familiehøjskole om sommeren. Vores faciliteter bliver også hver uge brugt af foreninger og grupper udefra, som deler vores passion for bevægelse og fællesskab.
Viborg Idrætshøjskoles historie
Siden højskolen i oktober 1951 blev indviet som ”Gymnastikhøjskolen ved Viborg”, har de essentielle ord ”lederuddannelse” og ”demokrati” dannet rygraden i skolens vision. Højskolen fik fra begyndelsen status som hele Jyllands gymnastikhøjskole og få dage efter indvielsen tog vi imod de første 79 unge mænd, eller karle, som de blev kaldt dengang. Indtil 1960 var elevholdene opdelt efter køn. Drengene gik på højskole om vinteren, hvor der alligevel ikke var så meget arbejde at gøre i landbruget, og pigerne fyldte skolen om sommeren.

Viborg Idrætshøjskoles grundpiller
Gennem alle årene har skolens formål i grove træk bestået af to grundpiller:
- Foredrag om aktuelle og samfundsmæssige emner og sangtimer
- Idrætsfag og lederuddannelse
Højskolen har en lang tradition for at uddanne idrætsledere og instruktører til frivilligt foreningsarbejde indenfor gymnastik, kajak, klatring og fitness.
Bredden i idrætsfagene var hovedårsag til, at højskolen i 1997 ændrede navn til Gymnastik- og Idrætshøjskolen Viborg – og i mange år omtalt som GIV.
I 2019 blev navnet ændret til Viborg Idrætshøjskole (Viborg IH) - ikke fordi gymnastikken fylder mindre, men fordi alle de andre idrætter er der på lige fod med gymnastikken.
