1920X1080 Elitehold Fokus
Dance

Viborg Elitehold

Viborg Elitehold er for dig, der brænder for gymnastik og gerne vil være en del af noget helt særligt.

Holdet samler tidligere elever og andre dygtige gymnaster i et ambitiøst og kreativt fællesskab, hvor vi nørder bevægelse og udfordrer os selv.

Med vores krøllede hjerner og kærlighed til detaljen skaber vi et opvisningsprogram, der både er sjovt, inspirerende og en smule anderledes - vi glæder os til at dele det med jer!

Eliteholdet

Viborgs Elitehold har sine rødder i højskolen - det betyder, at du ikke blot bliver en del af højskolen, men at højskolen også bliver en del af dig. 

Eliteholdet handler om mere end et fedt opvisningsprogram. At være en del af holdet  er en helhedsoplevelse, som byder på både træning, morgensamlinger og fællesaktiviteter. Som gymnast bliver du aktivt involveret i den kreative proces omkring opvisningen, og derfor er din tilstedeværelse til vores møder vigtig - det er her fællesskabet og holdets identitet skabes.  

Vi stræber efter at skabe et rum, hvor du kan udvikle dig fagligt og kunstnerisk - både i træningen og opvisningsprogrammet. 

Vi søger gymnaster, der brænder for at bevæge sig, søger nye udfordringer og er klar på at byde ind i den kreative proces. Og så skal vi selvfølgelig have det godt sammen!

Booking af Viborg Elitehold
Hvis du vil booke Eliteholdet til opvisninger, så send en mail til Anne Stamp.

IMG 5691 2

Generel info

Træningssamlinger

Eliteholdet træner i udvalgte weekender, hvor vi mødes fredag aften til fællesspisning og træning, og fortsætter lørdag med intensiv træning. I enkelte weekender fortsætter vi til søndag, hvor programmet kan bestå af enten træning, stævner eller opvisninger.

Vi forventer, at du på forhånd har sikret dig, at du kan deltage i samlingerne, inden du stiller op til udtagelse. Skulle du være forhindret i at deltage i en samling eller en opvisning, skal vi have besked senest ved udtagelsesweekenden.

 

Trænings - og opvisningskalender 2025/2026:

  • Den 16.-17. august 2025: Udtagelsesweekend
  • Den 27.-28. september 2025
  • Den 24.-26. oktober 2025
  • Den 21.-23. november 2025
  • Den 5.-7. december 2025
  • Den 23.-25. januar 2026
  • Den 20.-22. februar 2026: Vinterstævne
  • Den 1.-3. maj 2026: Elevmøde

 

Følg med på de sociale medier, hvor vi løbende opdaterer med information!

Uniformer Opvisning 2023
Dance

Forventninger til gymnaster på Eliteholdet

Vores ambition er at skabe rum til dygtiggørelse i både træning og opvisningsprogrammet. Vi ønsker at udfordre alle gymnaster og give plads til individuel udvikling og udfordring.

For at kunne dette har vi også en forventning om:

  • at du øver dig på opvisningsprogrammet og holder det ved lige mellem træningssamlingerne
  • at du vedligeholder og gerne udvikler din gymnastik ved siden af holdet (grundform, teknik, spring, styrke og smidighed)
  • at du prioriterer Eliteholdet højt og har afstemt dette med dig selv inden udtagelsen (tjek at du kan deltage i træninger og opvisninger)

Derudover ønsker vi at skabe et socialt hold med fokus på højskolekulturen, hvor alle bidrager til at skabe store oplevelser, og hvor alle påtager sig arbejdsopgaver med at udvikle, organisere og hjælpe til. Det betyder også, at ansvar, frivillighed og fællesskab står centralt i arbejdet med holdet, og det skal du have lyst til at være en del af.

1920X1080 Elitehold Fælles Træning

Praktisk og økonomi

Ved udtagelse, træningsweekender, KickOff, Vinterstævne og elevmøde
vil overnatning og bespisning foregå på højskolen.

Alle gymnaster på holdet skal indbetale et materialedepositum til højskolen, som bl.a. er et tilskud til de driftsmæssige omkostninger, som er forbundet med Eliteholdet (herunder kost, lokaler, instruktørlønninger, administration mm.).
En del af beløbet bruges på stævner, dragter, holdtøj, m.v. Der vil ske refusion eller ekstra opkrævning ved sæsonens afslutning.

Alle gymnaster skal desuden påregne udgift til deltagelse i DGI’s Rep-stævne.

Der ydes ikke tilskud til transport til hverken træningssamlinger eller opvisninger.
Alle gymnaster sørger i udgangspunktet selv for organisering af transport til træningssamlinger og opvisninger.

Elitehold rejse Gaga Billede

Praktisk om udtagelsen

Udtagelsen foregår på højskolen en weekend i august.
OBS der vil være træning for det udtagede hold søndag. 
Det vil være muligt at ankomme fra 8.15, og der vil blive delt numre ud fra kl. 8.30.

Hvilke gymnaster? 
Vi søger gymnaster, der brænder for at bevæge sig, søger nye udfordringer og er klar på at byde ind i den kreative proces.

 

Vi ser bl.a. på

  • Det gymnastiske niveau og tekniske kunnen 
  • Hvordan du møder de forskellige genrer 
  • Grundform og fysik 
  • Nysgerrig på bevægelse 
  • Springere, der leverer et sikkert og overbevisende niveau

Derudover tager vi også tilknytning til højskolen i betragtning. Dvs. at hvis valget står mellem en med eller uden tilknytning til højskolen, vil valget falde på gymnasten med tilknytning (f.eks. tidligere højskoleelev, collegeelev, eliteholdsgymnast).

Om instruktørerne

Vi er instruktørerne på Viborg Elitehold - og vi glæder os til at skabe noget helt særligt ​​sammen med en masse dygtige gymnaster!

Instruktørteamet består af Anne Stamp Christensen, Hanne Gram, Mikkel Rudi og Mads Andersen. Vi deler en stærk tilknytning og en dyb kærlighed til Viborg Idrætshøjskole og den særlige højskoleånd, der gennemsyrer Eliteholdet. Den kommer til udtryk i vores træningsform, hvor intensive weekender og et stærkt fællesskab går hånd i hånd - og hvor vi løfter hinanden ved at yde vores bedste.

For os er gymnastik mere end teknik og opvisning. Det er mennesker i bevægelse - en sammensmeltning af træning, kreativitet og æstetik, hvor proces spiller tæt sammen. 

Gymnastik er socialt samvær og personlig udvikling.
Gymnastik er en kombination af tradition og innovation. 

Spørgsmål?