Projektleder

Elsker du at stå i spidsen for arrangementer? Og vil du lære, hvordan du planlægger og gennemfører events- og sportsprojekter, mens du er på højskole?

Faget projektleder er det helt rigtige for dig, som ønsker at kombinere idræt og højskoleophold med et fagligt indhold, der gør dig til en dygtig eventmager og idrætsprojektleder.

Her kommer du i 6 lektioner om ugen til at arbejde med planlægning og projektstyring i samarbejde med GIV-huset (en del af Viborg Idrætshøjskole), der laver events og teambuilding for bl.a. private virksomheder og organisationer.

For at blive Projektleder, skal du være elev på Idrætshøjskolen i 44 uger – det vil sige, at du skal fortsætte på højskolen efter det første ophold. 

Projekter du kan blive en del af i foråret 2020:

  • Forårsfestival for ca. 1000 folkeskolebørn – Dansk Skoleidræt
  • SLIS Specialskolernes Landsidrætsstævne
  • Legeevent for Dansk Skoleidræt
  • Events gennem GIV-huset for virksomheder og organisationer

Du kan også være med til at skabe dine egne projekter og måske få kickstartet dit helt eget event.

Få konkrete værktøjer og metoder

Undervisningen er praksisnær og tager (så vidt muligt) udgangspunkt i konkrete redskaber og praktiske eksempler. Så du får viden, du fremover kan bruge til at gøre dine egne ideer til gode oplevelser for andre mennesker.

Du får bl.a. viden om:

  • Projektledelse – værktøjer til strukturering og styring
  • Innovation og aktivitetsudvikling
  • Didaktik, pædagogik og metode
  • Kommunikation og formidling
  • Ledelse – det effektive projektteam

Under hele forløbet får du personlig og individuel feedback. Og når du afslutter dit højskoleophold, får du et bevis på dine kompetencer.

Få både højskoleliv og bedre egenskaber

Du går ikke glip af det sjove højskoleliv, bare fordi du har valgt faget ”Event og Sports Management”. Du får også masser af idræt og andre valgfag på skemaet. Og frem for alt får du en hverdag med de bedste betingelser for at dyrke sport, møde nye mennesker og tage på eventyr.

Hvad koster det?

I Foråret 2020 betaler du almindelig ugepris (kr. 1620 pr. uge) – læs mere om priser.
Når du har gennemført Forårskurset, udløser det en reduktion i ugeprisen, på Efterårskurset 2020, på 20%. Prisen for efteråret 2020 er således kr. 1296 pr. uge – med mulighed for yderligere reduktion i ugeprisen i individuelle tilfælde.

Dertil kommer udgifter til rejser, materialer, ekskursioner og indmeldelsesgebyr.

 

Se kommende hold og tilmeld

 

Hans Hvelplund
Hans Hvelplund
Friluftsliv / Spring / Ski / SUP
hans@viborgih.dk
Læs mere
Kathrine Hansen
Kathrine Hansen
Rytmisk gymnastik / Dans / Hækling / Projektledelse
kathrine@viborgih.dk
Læs mere

Jeg har fået opgaver og udfordringer, der har presset mig, men samtidig flyttet mine grænser. Jeg har fået muligheder for at prøve ting, man ikke kan andre steder, samtidig med masser af ansvar og indflydelse.

Sofie Østergaard - tidligere elev