Viborg Elitehold
Vi har lige lukket Vinterstævnet med et brag af en opvisning. Vi står stadig på gulvet og smiler om kap med publikum. Sveden triller ned fra panden og videre ned af ansigtet samtidig med, at glæden bobler inde i kroppen – en meget tilfredsstillende følelse. Publikum klapper på livet løs, så man knap nok kan høre sine egne tanker. Jeg står og kommer i tanker om, at dette er grunden til, at jeg bruger utallige træningstimer i skolens haller – det er for at få denne rus af lykke sammen med mine venner.
Af Laura Løgstrup Nordahl Jensen, senest opdateret 24. november 2020
50 krammere og smittende smil
For træningstimer er der nemlig mange af. Viborgs Elitehold er skolens gymnastikhold, der har til opgave at præsentere Viborg IH ude i gymnastik-Danmark. Vi bruger mindst en månedlig weekend i perioden august til april på skolen, hvor vi træner for at blive klar til sæsonens opvisninger. Træningen foregår i skolens haller, hvor der gennem årene er skabt et rum, hvor man kan udfolde sig kreativt, og hvor vi rummer alle følelser. Der er plads til både dårlige, men også overskudsdage. Der er rum til at kunne sige det højt og rum for forståelse. Hvis man har en dårlig dag, får man 50 krammere og smittende smil, hvorefter dagen så kører noget nemmere derud af – og det er præcis i højskolens ånd. Som gymnast på Viborgs Elitehold i tre år og nuværende elev på skolen, kan jeg konstatere, at det er ligesom dagligdagen på Viborg IH. Vi støtter hinanden og hjælper hinanden, når der er brug for det.
Viborg IH er bare et rart sted at være for alle
I introweekenden, efter udtagelsen i juni, bliver vi på Eliteholdet præsenteret for skolen. Vi får fortalt historier og traditioner, og netop dette er med til at plante den ubeskrivelige ånd i os, som lever på Viborg IH. Det er en ånd, der giver sommerfugle i maven, fordi man glæder sig til at komme tilbage på skolen. En ånd der giver plads til alle. En ånd der bare giver følelsen af at komme hjem. Og der ér altså noget om snakken – Viborg IH er bare et rart sted at være for alle.
Viborg IH er også hjemmet for os på Eliteholdet.
Der er plads til alle
Viborgs Elitehold er ikke bare hvilket som helst hold. Det er et gymnastikhold, der sprudler af det mest fantastiske sammenhold, livsglæde, smil, kram, seriøsitet, forståelse, svedige træninger, tårer, frustration, grin, dårlige jokes og ikke mindst Viborg IH-ånden. For på Viborgs Elitehold er der nemlig plads til alle, og der er plads til alle slags følelser. Vi bliver prioriteret højt og vi prioriterer holdet højt. Glæden ved holdet bliver altså både delt at forstanderen, eleverne på skolen, tidligere elever, og gymnaster og ikke mindst af trænerne. Det er virkelig noget, der kan mærkes. Publikum er ved at have klappet af. Mens klaverspillet til skolens sang, ”Hvor du sætter din fod”, går i gang, står jeg og glæder mig til den fest der skal afholdes senere. En fest i skolens spisesal sammen med elever og undervisere. For Eliteholdet kan ikke kun lave gymnastik. Vi er også mestre i at starte en fest!