IMG 9753 Kopi Scaled
Blog Feb

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv – læs med, hvis du relaterer

Hvordan finder man ud af, hvad man vil med sit liv? Mange unge får en afklaring på et højskoleophold. Få vores gode råd til, hvordan du kan finde din vej i livet, her.

Alle unge må stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg med mit liv? Som ung i nutidens Danmark er der mange valg, man må tage. Det er selvfølgelig et privilegie, at du ikke nødvendigvis er tvunget til at følge i dine forældres fodspor, men rent faktisk har muligheden for at gå efter det, du brænder for. 

Men for rigtig mange unge går netop det privilegie hånd i hånd med tvivl og bekymring. For hvad vil du egentlig med dit liv? Hvad er din passion? Hvilket studievalg skal du gå efter? Det kan være rigtig svært at regne ud – og mærke – hvad man gerne vil bruge resten af sit liv på. Især når man stadig kun er ung og i gang med at lære sig selv at kende.

I artiklen her giver vi nogle bud på, hvad du kan gøre for at finde ud af, hvad du brænder for.

Af Emilie Thøstesen Hansen, senest opdateret 10. marts 2022

Hvad er tvivl – og er det normalt?

Tvivl betyder kort fortalt at være usikker. Det kan være en rigtig ubehagelig følelse og noget, vi (desværre) generelt ikke taler særlig meget om. Men tvivl er ikke desto mindre en fuldstændig normal følelse, som alle bærer rundt på i større eller mindre grad.

Måske er det første gang, du sådan rigtig er i tvivl om noget vigtigt i dit liv. Måske har du oplevet det mange gange før. Uanset hvad, er det helt sikkert ikke sidste gang i dit liv, du kommer til at opleve tvivl og følelsen af at have svært ved at træffe det rigtige valg.

Alle sunde mennesker har en indre strøm af tanker og følelser, der inkluderer tvivl og frygt. Det er bare et tegn på, at dit sind gør lige præcis dét, det er designet til: at prøve at undgå, at du kommer ud i fremtidige problemer. Men det er selvfølgelig vigtigt at bruge tvivlen konstruktivt, så du ikke bliver fuldstændig fanget i håbløse tanker og følelser.

Tune ind på dig selv med disse 2 spørgsmål

Det er altid en god idé at lufte dine bekymringer og snakke med venner og familie, når du er i tvivl om, hvad du gerne vil med dit liv. Men det er mindst lige så vigtigt at tune ind på dig selv. For i sidste ende er der kun én eneste i verden, der ved, hvad der er det rigtige valg for netop dig. Og det er … tadaa – ja, præcis: DIG.

Når du skal træffe store valg i dit liv, er det derfor vigtigt at finde en balance mellem at tale om dine følelser og lytte til gode råd fra dine venner, familie og fra stemmerne i samfundet – men samtidig give plads til den indre stemme i dig selv. Den kan nemlig nogle gange være sværere at høre.

Hvis du er i tvivl om, hvad DU gerne vil med DIT liv, kan du blandt andet stille dig selv de her spørgsmål:

  • Hvis nu jeg var det eneste menneske her på jorden – hvad ville jeg så vælge?
  • Hvis ingen så, at jeg gjorde det her – ville jeg så stadig træffe det samme valg?

Husk også, at det er helt OK at vælge forkert. Det er utopi at tro, at du kan planlægge hele dit livsforløb og karriereforløb, når du kun er ganske ung. Uddannelsesvalg og livsvalg er ikke noget, man træffer én gang for alle. Du kommer højst sandsynligt til at udvikle dig og sadle om mange gange, hele dit liv. 

Og det er helt OK. Det ligger der faktisk også rigtig meget læring i.

4 aktiviteter, der hjælper dig med at finde vej i livet

Less talk, more action, lyder den velkendte frase. Og nogle gange kan den helt rigtige måde at finde ud af, hvad du gerne vil med dit liv, faktisk netop være at komme lidt ud af hovedet og tankerne og i stedet GØRE noget.

Men hvad kan du så gøre?

Her er nogle bud på aktiviteter og oplevelser, der hjælper dig til at få et pusterum og lære dig selv bedre at kende.

  • Rejs ud og se verden. Et udlandseventyr væk fra bøgerne er en god måde at få et nyt perspektiv på livet, samtidig med at du lærer dig selv bedre at kende. Du kan f.eks. tage ud at rejse efter gymnasiet – eller hvornår du ellers får brug for det.
  • Tag på højskole. Her kan du prøve kræfter med spændende fag uden at bekymre dig om eksaminer – og få en masse oplevelser og nye venskaber med i bagagen. Hvis du brænder for at dyrke sport eller har lyst til at komme i god form, så er det oplagt at tage på sportshøjskole.
  • Tag et sabbatår. Hold fri, hyg dig og lav lige, hvad du har lyst til. Der findes ikke et bedre tidspunkt end NU. Læs mere om sportshøjskole her.
  • Få et arbejde. Det vil give dig en følelse af meningsfuldhed i hverdagen, samtidig med at du vil udvikle dig personligt. Måske kan du endda snuse lidt til nogle af de områder, du interesserer dig for – og dermed blive klogere på, om det er noget for dig.
Hulda02
IMG 9753 Kopi Scaled

5 fordele ved at tage et år på højskole

Hvis du er blevet skoletræt af at sidde med hovedet begravet i bøgerne hver eneste dag, eller hvis sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv” fylder meget hos dig, så kan nogle måneder eller et år på højskole være en måde at genfinde lysten til det, der giver mening for netop dig.

Et højskoleophold er et pusterum, der kan give fornyet energi og passion. Her venter masser af oplevelser, personlig udvikling, fællesskab og spændende fag.

Hvad du vil få ud af et højskoleophold, varierer selvfølgelig, alt efter hvilken højskole du vælger. På Viborg Idrætshøjskole får du for eksempel mulighed for at dyrke spændende sportsgrene og opleve Danmark og resten af verden på en eller flere af de årlige rejser.

Her er nogle af de fordele, du kan opleve ved at tage på et højskoleophold:

  • Du får et pusterum med en masse spændende og udviklende oplevelser.
  • Du bliver en del af et trygt og givende fællesskab og får skønne nye venner.
  • Du har mulighed for at dykke ned i mange forskellige fag og prøve dine interesser af uden at skulle bekymre dig om eksaminer og resultater.
  • Du kommer til at udvikle dig og lære dig selv meget bedre at kende – ja, du kommer helt sikkert til at opdage noget nyt om dig selv.
  • Et højskoleophold kan hjælpe dig med at finde svaret på: “Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv?”

Vil du gerne vide mere?

Hvis du overvejer, om et højskoleophold er noget for dig, så er du mere end velkommen til at kontakte os for at høre mere.  Du kan booke en rundvisning og introduktion til Viborg Idrætshøjskole gennem linket her.

Foretrækker du at læse mere om skolen og vores tilbud, kan du også klikke dig rundt på siden eller bestille en brochure.

I tvivl om dine valg?