
Nyttehaven
I Nyttehaven arbejder vi for at give mere tilbage, end vi tager. Vi dyrker jorden med respekt, så den er sundere, når vi afleverer den, end da vi begyndte. Undervejs forvandler vi høsten til saft til hele højskolen, tørrer frugt og samler frø fra vilde blomster.
Hvad vil naturen gøre?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet i undervisningen, hvor vi arbejder med bæredygtighed og regenerativt landbrug. Forløbet er delt i tre lige dele: teori, praktisk havearbejde og konservering. På den måde ser vi naturens balance i både det store verdensbillede og i det helt konkrete arbejde med højskolens jord.
Vi passer vores egen have, sanker i skoven og besøger en lokal frugthandler, der leverer til højskolen. Arbejdet følger årstidernes rytme: foråret byder på plantning, efteråret på høst, så undervisningen vil være forskellig fra hold til hold, men helt sikkert altid med jord under neglene!