
Pardans
Har du lyst til at lære at kunne fyre en vild quickstep af til fester, så kom og vær med og få vigtige life-skills i pardans.
Det er en lifeskill at kunne danse
”Det er en lifeskill at kunne danse” – sådan lyder det fra Laura, der underviser i Pardans, og som selv altid bliver glad af det. Uanset om det er tidlig morgen eller en sløv eftermiddag. Alle bliver i godt humør, når de danser med hinanden.
I faget Pardans handler det ikke om at være “Vild med dans”-klar, men om at lære de grundlæggende trin og rytmer, så du trygt kan gå på dansegulvet til fester. I undervisningen introduceres du til både standard- og latindanse, salsa og argentinsk tango. Du lærer at mestre rollen som fører og følger, så du oplever, hvordan dansen kan skabe samspil, tillid og gode relationer.
Pardans på højskolen giver dig en blanding af teknik, kropsbevidsthed og musikalitet – men først og fremmest glæden ved at danse sammen.
Mød Laura
Laura Tarpgaard
Underviser i dans
Laura begyndte til ballet som 10-årig, og siden har dans og gymnastik været en vigtig del af hendes liv. Hun har været udtaget til flere hold og har også undervist i gymnastik i en kort periode i Costa Rica. For Laura handler dans ikke kun om teknik – men om at skabe tryghed i kroppen og give plads til, at den enkelte kan finde sine egne bevægelser og personlige stil.
