540X540 Morten Gram
1920X458 Morten Gram

Viceforstander takker af:
Tak for de små snakke om de store ting

I denne uge sagde vi farvel til viceforstander Morten Gram, som inden længe rejser med familien til Australien for at bosætte sig. Morten Gram har været ansat på Viborg IH siden 2013, og han sluttede sin sidste dag på skolen af med barbeque for eleverne. 

60X60 Tina (1)
Af Tina Kragelund

Fra alle os på Viborg IH vil vi gerne sige Morten en kæmpestor tak for en meget stor indsats igennem alle årene. Morten har været en rigtig stærk formidler af skolens værdier, han har betydet meget for mange elever og han har været en virkelig værdsat kollega for både tidligere og nuværende medarbejdere på Viborg IH. Vi håber, at Morten og familien får en fantastisk oplevelse ”down under”.

Herunder er Mortens tale til eleverne ved hans afsked: 

Tak for dansen!

"Det er en mærkelig fornemmelse at stå her. For hvordan siger man farvel til et sted, der har været ens hverdag, ens fællesskab, ens frirum og ens arbejdsplads i 10 år? Hvordan siger man på gensyn til en flok mennesker, der både har udfordret én, inspireret én – og løftet én, når det var nødvendigt?
Jeg ved det ikke helt. Men jeg ved, at jeg gerne vil sige tak.
Tak for tilliden. Det er ikke nogen selvfølge at få lov at være med til at sætte retning og danne rammer på en skole som denne – og slet ikke at få lov at gøre det som viceforstander de seneste 5 år. Det har været et privilegie, og det har aldrig føltes som “bare et arbejde”.
Tak for de små snakke om de store ting. På en højskole sker de vigtige samtaler ikke nødvendigvis i mødelokaler. De sker i kaffepauser, på gåture, i bussen på vej til Frankrig – eller midt i en skraldlatter i Spisesalen. I har delt jeres tanker og liv med mig, og det har rørt mig mere, end I måske aner.
Tak for masser af grin og nærvær. I har gjort det let at møde op hver dag. Med jeres energi, jeres ærlighed og jeres evne til både at tage ting alvorligt – og til tider ikke at tage dem alt for alvorligt.
Tak for at give den gas til spring i MG Dome (Springsalen) og på inlinere i MG Arena.(Idrætshallen) For ja, højskole handler også om at mærke kroppen, tage chancer og nogle gange lande lidt skævt – men altid med en hjælpende hånd i nærheden. De minder tager jeg med mig.
Tak for at udfordre mig. For det er i udfordringen, vi vokser – og I har aldrig været bange for at stille spørgsmål, være nysgerrige og presse på, når noget kunne være endnu bedre.
Tak for dansen. Både den faktiske dans, men også den overførte. Samspillet. Følelsen af at være i takt. Det har været en fornøjelse at bevæge sig gennem skolelivets rytme med jer.
Men allermest: Tak for at tage videre ud for at gøre drømme til virkelighed. Det er det smukkeste, I kan gøre. At tage alt det, I har lært her – ikke kun fagligt, men menneskeligt – og bruge det til at skabe noget meningsfuldt i verden. Og hvem ved – måske er det netop det, vi er her for?
Den 1. juli pakker jeg og min familie rygsække og drømme og drager til Australien. Et nyt kapitel venter – fyldt med eventyr, solskin og sandsynligvis en del kaos. Men også med ro i maven, fordi jeg ved, at det her sted fortsætter med at summe af liv og betydning. Og fordi jeg tager alt det, jeg har fået her, med mig.
Tak fordi I har været en del af min rejse.
Pas godt på hinanden – og på højskolen.
Vi ses derude"

1010X300 Morten Gram (1)
560X300 Morten Gram Inliner

I tvivl om dine valg?