Tre søstre på højskole - på hvert sit ophold
De kom af forskellige årsager og på forskellige tidspunkter, men alle har de én ting til fælles: Deres udbytte af at gå på højskole.
Storesøster Minea Hedeman startede det hele i Foråret 2022. Efter at have været på venteliste fik hun en plads på højskolen. Hendes studie i antropologi på Aarhus Universitet var præget af Corona, og hun følte sig træt og udmattet. Hun havde brug for noget nyt. En veninde havde været på højskole i Viborg, så hvorfor ikke selv prøve?
"Det var fantastisk at komme på højskole. Alle vil hinanden, og lærerne er enormt engagerede. Man kan virkelig få lov til at lave det, man har lyst til," fortæller Minea, der i dag er 28 år og færdiguddannet med en kandidat i idrætsvidenskab.
Lillesøster Signe blev også fanget af højskolens energi, da hun første gang oplevede stedet på en søskendeweekend. Da hun tog sabbatår, skrev hun sig på venteliste og kom ind i Efteråret 2023. Men for den mellemste søster, Cecilie, var søskendedagen ikke helt den samme oplevelse.
"Det var hyggeligt, men ikke noget for mig. Jeg havde været på efterskole og ville hellere rejse," fortæller Cecilie, som er uddannet fysioterapeut.
Men højskolen slap ikke Cecilie helt. I slutningen af sit studie fik hun en seks ugers praktikplads hos Trine Rask-Nielsen, som både er lærer og fysioterapeut på højskolen.
"Jeg var tæt på at være færdig med studiet og skulle ud i job. Men efter de seks uger på højskolen følte jeg, at jeg ikke havde fået nok, så jeg valgte at tage et ophold i Efteråret 2024. Det gav mig ro i hovedet og mulighed for at lege lidt, før jeg skulle ud og være voksen," fortæller 26-årige Cecilie.
Venner for livet
De tre søstre, oprindeligt fra Brørup mellem Kolding og Esbjerg, kom på højskole på forskellige tidspunkter, men de er enige om, hvad de fik ud af opholdene.
”Jeg fik virkelig nogle gode venner, som jeg kan løbe, spinne og være aktiv sammen med. Når man har været sammen døgnet rundt i et halvt år, er relationerne bare nemme," siger 23-årige Signe, og de to andre nikker.
Minea supplerer:
”Vi har lært hinanden at kende gennem bevægelse – og det er noget, vi alle synes er sjovt. Det er bare fedt at kunne mødes om."
Alle tre har fået venner for livet, og de deltager aktivt i elevforeningens gratis arrangementer i Aarhus.
”Vi mødes på tværs af årgange og kender hinandens højskolevenner. Alderen betyder ingenting, når vi er sammen," siger Cecilie.
I dag bor søstrene alle i Aarhus, og Minea og Cecilie er i job. Lillesøster Signe begynder på pædagogstudiet til februar.