540X540 FO26 I Hallen
1920X458 FO26 I Hallen

Sparekassen Danmark Fonden Himmerland giver støtte til nyt halgulv

Viborg Idrætshøjskole får økonomisk opbakning til en væsentlig opgradering af idrætshallen

60X60 Tina (1)
Af Tina Kragelund

Viborg Idrætshøjskole kan se frem til et nyt, moderne gulv i skolens ældste idrætshal, takket være et generøst bidrag fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Fonden har bevilget 250.000 kr. til projektet.
Idrætshallen, der blev indviet i 1961, er en vigtig del af skolens faciliteter og bruges ikke kun af højskolens elever, men også af lokale foreninger og skoler, som benytter hallen fast hver uge. Det nuværende gulv, som er lige så gammelt som hallen, har gennem årene været et solidt grundlag for utallige sportsaktiviteter og elevfester. Men med tiden er gulvet blevet slidt, og derfor er det nu nødvendigt at skifte det.
 
Gulvet vil blive udskiftet i sommeren 2026, hvor højskolens aktiviteter er på et minimum. Det betyder, at det nye gulv vil være klar til brug, når elever og foreninger møder ind til en ny sæson efter sommerferien.
 
"Vi er utroligt glade for den støtte, vi har modtaget fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Det betyder, at vi kan fortsætte med at tilbyde et godt og tidssvarende træningsmiljø til både elever og lokale aktører. Samtidig kan vi bevare den dejlige atmosfære og særlige stemning, som er i idrætshallen," siger Troels Rasmussen, forstander på Viborg Idrætshøjskole.
 
Selvom gulvet bliver udskiftet, vil det nye gulv stadig være et trægulv, hvilket respekterer og bevarer den oprindelige arkitektur og charme, der kendetegner hallen.
 
"Viborg Idrætshøjskole er en vigtig institution i lokalområdet, og vi er glade for at kunne bidrage til en opgradering, der vil gavne både eleverne og de mange lokale brugere af hallen," siger Dennis Sloth Pallesen, afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark.
 
Projektet er et vigtigt skridt i at sikre, at hallen fortsat kan bruges til sportsaktiviteter i mange år fremover.

Se alle vores faciliteter