540X540 Volley I Hallen
1920X458 Volley I Hallen

Idrætshøjskolerne vil gerne blive klogere på tidligere elevers engagement i civilsamfundet


Hvem er eleverne på landets idrætshøjskoler, hvad får de ud af deres ophold, og hvilken betydning har det for deres videre engagement i civilsamfundet? Det skal en ny undersøgelse fra Vifo og Idan belyse i samarbejde med landets 11 idrætshøjskoler og med støtte fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

60X60 Tina (1)
Af Tina Kragelund

Det er mere end 100 år siden, at den første idrætshøjskole så dagens lys i Danmark. Dengang var formålet at kombinere det folkeoplysende arbejde med et fokus på idræt og på at uddanne ledere til det frivillige foreningsliv. 


Således blev Gymnastikhøjskolen i Ollerup født i 1920. Siden er der kommet flere skoler til, fagpakkerne er blevet udvidet, og selvom der stadig udbydes instruktøruddannelse på mange af landets 11 idrætshøjskoler, er den stærke forbindelse mellem idrætshøjskolerne og det organiserede idræts- og foreningsliv måske anderledes i 2026.


Det vil man i hvert fald gerne blive klogere på, fortæller Troels Rasmussen, der er forstander på Viborg Idrætshøjskole. 
”Idrætshøjskolerne er jo typisk opstået med et ønske om at uddanne ledere til foreningslivet og civilsamfundet. Eleverne er blevet præget meget til at gå ud og tage et ansvar for noget, der er større end én selv. Det stod meget klart for vores skole for 75 år siden, at man uddannede såkaldte delingsførere. Men forbindelsen er anderledes i dag og spørgsmålet er, hvordan vi kan udvikle den i fremtiden,” spørger han. 


Det har de 11 idrætshøjskoler i Danmark – med støtte fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) – besluttet sig for at udforske. Derfor har de allieret sig med Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Idrættens Analyseinstitut (Idan), der skal undersøge idrætshøjskolernes rolle i Danmark i dag.


Undersøgelsen skal både kortlægge skolernes aktiviteter og samarbejder, give indblik i elevernes baggrund og motivation for at tage på idrætshøjskole og undersøge, hvilken betydning opholdet har for deres videre engagement i idræt, fællesskaber og frivillighed.


”Vi kunne godt tænke os at blive klogere på, hvad de unge oplever, de får ud af at gå på en idrætshøjskole, og hvor mange af vores elever der rent faktisk ender med at gå ud og være engageret i samfundslivet efterfølgende,” siger Troels Rasmussen. 


Hos Folkehøjskolernes Forening glæder generalsekretær Betina Egede Jensen sig også til at blive klogere på højskolernes indvirkning på eleverne. 


”Højskolerne har en vigtig opgave i at give unge mod og lyst til at tage del i samfundet. Det gælder også idrætshøjskolerne, hvor glæden ved idræt for mange er blevet begyndelsen på et engagement, der rækker langt ud over opholdet. Derfor er vi glade for at støtte et så ambitiøst projekt, der kan gøre os klogere på de aftryk, denne type højskoler sætter i dag,” siger hun.


Undersøgelsen skal give læring til fremtiden
Idrætshøjskolerne er også nysgerrig på, om de kan klæde eleverne endnu bedre på eller gøre noget for at bygge bro til civilsamfundet. 


”For vi oplever grundlæggende, at eleverne er i stand til at tage ansvar, og at rigtig mange af dem har masser af power og er klar til at tage fat. Men der er også en oplevelse af, at eleverne kan opleve en barriere i forhold til at engagere sig i foreningslivet efter endt højskoleophold,” siger Troels Rasmussen. 


Derfor håber forstanderen, at der kommer masser af læring ud af undersøgelsen, som blandt andet kommer til at følge det hold af elever, som starter i foråret i 2027, i tre år. Det giver mulighed for at se, om noget af det, eleverne oplever, de kan tage med fra højskoleopholdet, først forplanter sig og gror på lidt længere sigt. 


”Men derudover håber vi selvfølgelig også, at vi kan bruge undersøgelsen til at se, om vi lykkes med det, som vi gerne vil. For hvis vi kan blive klogere på, hvordan eleverne bedst engagerer sig efter højskolen, så kan vi måske bygge nye broer til idrætsdanmark og civilsamfundet,” siger Troels Rasmussen. 


Idrætshøjskolerne vil gerne samarbejde
Frederik Ullerup, der også er en del af styregruppen, og som har været med-initiativtager til at få sat gang i undersøgelsen, stemmer i. 


”Sagens kerne er, at vi på tværs af alle idrætshøjskolerne har et ønske om at sætte fokus på, at vi findes, og at vi tidligere har været – og stadig er – en bidragende faktor ind i civilsamfundet. Historisk set var det måske bare et lidt mere formaliseret samarbejde mellem træneruddannelse og delingsføreruddannelse,” siger forstanderen fra Gerlev. 


”Men det har altid været en naturlig del af idrætshøjskolerne, at de bidrog til foreningslivet. Det vil vi virkelig stadig gerne, og vi ser det som en vigtig opgave. Vi ser også en masse potentiale, men vi kan bare ikke lykkes alene,” slår han fast. 


Nu handler det om at blive klogere på, hvad eleverne får med videre, hvad de bruger det til, og om man kunne få endnu mere glæde af dem. 


”Hvis vi finder ud af, at vi gør noget, der virker, så skal vi måske skrue op for dét. Det kan være, at vi i samarbejde kan gøre mere for at ’absorbere’ dem ude på den anden side, og måske kræver det et tættere samarbejde med de store idrætsorganisationer. Vi byder i hvert fald op til dans,” siger Frederik Ullerup. 


Vifo og Idan vil følge eleverne i tre år
Undersøgelsen består af tre dele, der tilsammen skal give et billede af idrætshøjskolernes rolle i Danmark i dag og den betydning, et højskoleophold har for elevernes videre liv.


Først skal Vifo og Idan kortlægge idrætshøjskolernes aktiviteter, økonomi og samarbejdsrelationer. Undersøgelsen skal også belyse skolernes visioner og værdier, og hvordan de arbejder med elevernes udvikling både under og efter højskoleopholdet.


Dernæst skal de undersøge, hvem eleverne er, og hvad der motiverer dem til at vælge en idrætshøjskole. Her vil undersøgelsen blandt andet se på elevernes idrætsvaner, og om højskoleopholdet giver dem mulighed for at genoptage tidligere aktiviteter, prøve nye idrætsgrene eller fortsætte med dem, de allerede dyrker.


”Sidst skal vi følge et hold af elever, der begynder på højskole i foråret 2027, frem til tre år efter, at deres ophold er afsluttet. Her vil vi gennem spørgeskemaer og interviews undersøge, hvad eleverne oplever at få med sig fra højskolen, og hvordan opholdet kommer til udtryk i deres videre liv,” siger Malene Thøgersen, der er chefanalytiker i Vifo. 


”Det er superspændende, at vi får lov at følge et hold af elever, da det kan give et helt unikt blik i, hvordan højskoleopholdet former dem,” siger hun.
Det gælder blandt andet, om eleverne fortsat er idrætsaktive, engagerer sig som frivillige eller på andre måder bliver en del af nye fællesskaber.

 

 

Vil du vide mere?