540X540 Adventurerace Kano
1920X458 Adventurerace Kano

Adventure[-]race på Viborg Idræts[-]højskole

Viborg Idrætshøjskole har genoptaget traditionen med at holde et adventurerace, og nu er tilmeldingen åben. Det bliver en dag fyldt med udfordringer, samarbejde og masser af høj puls i blandt andet kano, på mountainbike og rulleski.

60X60 Sofie Høgedal
Af Sofie Høgedal

Syv timers intensiv race venter den første lørdag i december, når Viborg Idrætshøjskole afholder et adventurerace for alle, der har lyst til at komme og få en fed oplevelse i og omkring højskolen. Nuværende og tidligere elever vil også møde op og give den fuld smadder til racet, der er en del af Dansk Adventure Race Union.

Årets race bliver et linjeløb på challenge-niveau. På grund af årstiden er der lagt op til et intenst, men overkommeligt race på maksimalt syv timer. Årets race byder på en bred vifte af discipliner: Mountainbike-orientering, orienteringsløb, løbehjul, rulleskøjter og rulleski. 
Når det gælder vandaktiviteterne, rykker vi ned på søen foran skolen, hvor deltagerne skal igennem både kano, SUP og foskajak (en kort og manøvredygtig kajak).

Racet indledes med en ”lille” prolog på højskolen, inden holdene sendes ud på selve linjeløbet. Ruten byder på forskellige strækninger, hvor man skal tilbagelægge distancer i de forskellige discipliner. Undervejs kommer deltagerne også forbi et stjernecentrum, hvor tre mindre udfordringer venter, før turen fortsætter videre.

Udstyr og praktisk information

Et vigtigt element i et adventurerace er udstyret. Alle hold skal medbringe rulleskøjter til mindst én deltager. Hvis ikke man selv har, kan man låne via løbsledelsen ved at skrive til løbsarrangør og adventurelærer på højskolen, Kasper Ulriksen.

Derudover gælder følgende:

Obligatorisk udstyr (alle skal have):

  • Alu-tæppe
  • Kompresforbinding
  • Plaster
  • Telefon pakket vandtæt med løbsledelsens nummer indkodet

Pakkeliste pr. deltager:

  • MTB + hjelm (skal være MTB – gravel- eller cross, almindelige cykler er ikke tilladt)
  • Vand + energi

Pakkeliste pr. hold:

  • Pumpe, dækjern, 2 x slanger, multitool
  • Ekstra padleåre til kano (2 årer udleveres pr. hold – evt. ekstra skal selv medbringes frem til kano-posten)
  • Et par rulleskøjter

Praktisk info
Der kan stilles op i Mix-, Dame- og Herre-klasser på 2- eller 3-personers hold (dog er 3 personer en klar fordel). Prisen er 950 kr. pr. hold (gratis for medlemmer af elevforeningen), og der er et begrænset antal pladser – tilmelding efter først-til-mølle-princippet. Sidste frist for tilmelding er den 18. november.

Tidsplan:

  • Indskrivning: 07.30-08.30 (Valhalla)
  • Briefing: 08.40-09.00 (Foredragssalen)
  • Racestart/prolog: 09.15
  • Målgang/cutoff: 16.30
  • Aftensmad: 17.00

Der er også mulighed for at overnatte på skolen fra fredag til lørdag i klasseværelse eller gymnastiksal (pris: 75 kr. inkl. morgenmad).

Tilmelding og spørgsmål

👉 Senest den 18. november via mail til Kasper Ulriksen.
👉 Efter denne dato kontakt Kasper direkte for at høre om muligheden for deltagelse.

1010X300 Adventurerace Sø
560X300 Kort Adventurerace

Pjattet med Adventure?