

Fra højskoleelev til hvidvask-
sekretariatet
Mød Michael Østergaard Nielsen og Nicolaj Sicard Larsen, der begge har gået på Politilinjen, på hver sin årgang på Viborg IH, og som i dag har gjort karriere i politiet.

Hvis du vil have alt det gode ved højskole og samtidig finde ud af, om en karriere i politiet er noget for dig, så bør du overveje Politilinjen på Viborg Idrætshøjskole. Læs med her og hør, hvilken vej to tidligere elever har taget fra Politilinjen og videre i en karriere i politiet i henholdsvis Hvidvasksekretariatet og som underviser på Politiskolen i Vejle – og om en masse spændende udfordringer undervejs.
Michael Østergaard Nielsen, 36 år
Politilinjen var for Michael et ønske om afklaring – skulle han vælge at søge ind til politiet eller ej?
"Det gjorde en kæmpe forskel for mig at gå på Politilinjen, fordi vi kom til at smage på mange dele af det at være betjent. Cases, samarbejdsøvelser og besøg på en politistation", fortæller han, som var elev på Viborg IH i foråret 2013.
Opholdet gjorde ham overbevist om, at politiet måtte være noget for ham. I 2013 var der voldsom rift om pladserne på politiskolen, så Michael måtte gå til optagelsesprøve to gange, før han fik en af de eftertragtede pladser. Til gengæld er det efterfølgende blevet til en spændende karriere i politiet. Michael har kørt patrulje i Horsens efter endt studie, han har taget imod opkald i politiets vagtcentral, og så har han kørt reaktionspatrulje i Vejle.
Efter nogle år ville kæresten gerne retur til København. Det gav muligheder for Michael som efterforsker inden for økonomisk kriminalitet hos Københavns Politi, og han begyndte også at få lederdrømme. Det blev sidenhen til tre år som sektionsleder i afdelingen for økonomisk kriminalitet, og den 1. marts i år er han rykket til NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor han som sektionsleder/politikommissær i Danmarks finansielle efterretningsenhed nu bekæmper hvidvask og terrorfinansiering.
"Det bedste ved jobbet er uden tvivl det, at indholdet i jobbet er meget meningsfuldt. Du kommer til at gøre en forskel for mange mennesker ved at få et job i politiet. Det er absolut ingen hemmelighed, at vi ikke er lønførende i politiet, men til gengæld har vi et væld at spændende opgaver med mange karrieremuligheder internt".
Nicolaj Sicard Larsen, 33 år
Mens Nicolaj ventede på at blive gammel nok til optagelsesprøven hos Politiet, brugte han nogle år i Livgarden. Drømmen var dog hele tiden at komme ind til politiet og gøre en forskel for andre mennesker, så Nicolaj tog til prøve, men kom ikke igennem, da der var flere ansøgere end pladser på Politiskolen.
"Jeg havde brug for at forbedre mit skriftlige for at komme igennem, og det hjalp Politilinjen på højskolen mig med. Det betød, at jeg i slutningen af højskoleopholdet kunne tage til prøve med en helt anden ro, og så strøg jeg lige igennem", fortæller Nicolaj, der var elev på efterårsholdet 2016.
Som færdiguddannet fik han job på Station City på Vesterbro i København.
"Dér blev jeg virkelig introduceret til den beskidte side af Danmark. Jeg blev præsenteret for rigtig mange ting, og det var spændende. Jeg kan godt lide dialogen og har derfor altid kunnet tale med selv de hårdeste kriminelle", fortæller han.
Han kørte i flere år patrulje i København, deltog i de store fodboldkampe mellem Brøndby og FCK, oplevede et Corona-lukket Danmark og var med til store demonstrationer.
"I 2022 besluttede min familie og jeg at flytte til Vejle for at få mere tid til børnene og os som familie. Det var noget af et sceneskift for mig. Jeg blev for eksempel sendt ud til en bondemand, der havde smidt gylle på en landevej", ler Nicolaj,
Til gengæld gav jobbet hos politiet i Vejle ham mulighed for at prøve mange flere forskellige opgaver, fordi politikredsen er væsentlig mindre.
Nicolaj har dog altid drømt om at blive hundefører eller underviser, og 1. juni i år lykkes den ene af de to. Længe før han havde forventet det muligt. Så i dag lærer han andre unge aspiranter om livet på gaden, og han elsker det.
"Det giver så god mening, fordi jeg er i patruljetjenesten på Politiskolen. Undervisningen foregår ikke i et traditionelt klasseværelse, men vi viser i stedet eleverne, hvordan livet på gaden er, og det er netop det, jeg selv rigtig godt kan lide".

