Elevportræt med Christine

Christines vej fra gymnasiet til Viborg Idrætshøjskole

Dengang i gymnasiet, hvor jeg overvejede, hvad jeg skulle bagefter, var mere, nu skal jeg bare træne, fordi jeg skulle ind og blive betjent. Alt andet var fuldstændig lige meget. Det hed: Gymnasium, Ud at rejse, Politiet, Speciale ved hundepatruljen og så tja… det var jo de næste 30 år af mit liv, jeg havde planlagt lige der. Der var ikke noget, som skulle vippe mig ud af kurs.

Det primære, som fik mig til at tage på højskole var, at jeg fandt ud af, at man kunne blive trænet op til politiet igennem et højskoleophold. Jeg så, at Viborg IH (dengang GIV) havde en politiforberedende linje. Da jeg så begyndte at undersøge det, dukkede en anden højskole også op, men den lå ikke langt nok væk fra min familie, da jeg gerne ville ”flytte langt væk” fra dem. Viborg var derfor den helt ideelle skole for mig. Tror nok, at jeg var omkring 17 – 18 år, da jeg besluttede mig.

Noget andet var også, at min lillesøster kom på efterskole, og rigtig mange af dem jeg havde gået på gymnasiet med, havde også gået på efterskole. Jeg havde ikke selv muligheden for det dengang jeg var yngre. Derfor kunne højskolens fællesskab også et eller andet. Man er jo langt mere moden i start 20’erne, og venskabet ville højest sandsynligt vare længere tid – det er i hvert fald min antagelse.

Da jeg var færdig med gymnasiet, skulle jeg bare ud og arbejde – jeg skulle ud at tjene nok penge til både at rejse og til et langt ophold på højskole. Tilbage i 2018 (i december måned), fik jeg en rundvisning. Skolen virkede uoverskuelig, og der var så mange elever, men da jeg kom ind at spise i spisesalen, begyndte det hele bare at falde på plads – det var her, jeg skulle være. Følelsen af, at man bare hører til et sted, var plantet i mit hjerte. Jeg kunne se mig selv svømme i svømmehallen. Jeg kunne se mig selv løfte vægte i ”kirken” og springe rundt i springsalen.

Jeg er et meget bestemt og stædigt menneske, så hvis jeg har besluttet mig for noget, så er det dét, der kommer til at ske… Jeg måtte bare gå her!

Det år, jeg arbejdede efter gymnasiet, var bare en lang sej kamp, men tanken om at skulle gå på højskole holdt mig oppe. Jeg fulgte skolen på Instagram og kunne bare se, at alt det de lavede, det var det, jeg gerne ville. Det, som jeg savnede på arbejdsmarkedet, var et fællesskab, som jeg havde haft lidt af på gymnasiet. Jeg var på en arbejdsplads, hvor gennemsnitsalderen var over 40 år. Jeg var den yngste og den næst-yngste var lige knap 35 år. Det er hårdt som 20-årig at skulle være der. Spændingen over at kunne komme på højskole overvandt bare alt. Ud at dyrke sport med andre unge og feste til langt ud på natten.

Noget som gjorde mig usikker, lige inden jeg begyndte, var, at jeg havde været ude at rejse i 3 måneder, inden jeg skulle starte på højskolen. Jeg rejste med 17 piger som jeg ikke kendte på forhånd. Dette var et kaos – der var så meget drama, at det var ubehageligt. Frygten for, at det også ville ske på højskolen, var enorm.

Jeg var så bange, inden jeg startede. Hvad, hvis det ikke levede op til de forventninger jeg havde dannet mig i over 1 år?
Skolen tog dog alle mine bekymringer og sendte dem direkte ud til højre. Alt blev overgået, og jeg kunne ikke i min vildeste fantasi drømme om, hvor fantastisk det kunne blive.

I dag har jeg sat en ny kurs, og drømmer om at kunne blive højskole- eller efterskolelærer!
Jeg troede, at jeg skulle ind til politiet, men kan mærke at ånden på højskolen er noget, jeg gerne vil bringe videre til andre!