Maries dagbog under COVID-nedlukningen

Torsdag den 2. april

Jeg fik jeg min kæreste med på at synge morgensang med Philip Faber på DR1. Han har en væsentligt bedre sangstemme end mig, og så føltes det heller ikke helt så akavet at sidde alene og synge ind i en skærm… Jeg tror, at fællessangen er noget af det jeg savner mest. Det er så unikt et ‘ritual’ for netop højskolen. Der er simpelthen noget helt fantastisk over at synge sammen! Det er også nogle smukke sange vi synger. Hvis jeg skal se bort fra, hvor meget jeg længes tilbage mod det højskoleliv, jeg blev så forelsket i, så går det jo egentlig meget godt her. Jeg hygger mig, får snakket mere med mine forældre end jeg har gjort længe, strikker, ordner ting i haven og har for første gang i lang tid virkelig mulighed for at gøre lige, hvad jeg har lyst til – uden hastværk eller forpligtelse.

Dagens morgensamling og formiddagsmodul var ikke helt vildt sindsoprivende. Daniel fortalte om at finde tilbage til et gammelt album, man ikke havde hørt længe (han optog ude fra sin bil – det eneste sted men CD-afspiller) og vi kunne følge med i CC, der rensede sine ølflasker. Måske en slags optakt til aftensamlingen, som Henrik Bock allerede har teaset: Den står på ølsmagning. Så min kæreste, Louis, har glædeligt taget opgaven på sig med at købe ind og finde byens bedste special øl, hvis han selv skulle sige det. Louis og jeg har fået lov til at låne mine forældres sommerhus. Lidt luftforandring vil sikkert gøre godt og måske afværge en tiltagende karantæne-kuller. På turen dertil kunne vi grine af bogruppe 9, der havde påtaget sig eftermiddagsmodulet – et smukt sammenklip fra deres allesammens hjemme-karantæne.

Jeg er dybt imponeret over, hvor proaktive og deltagende så mange elever har været. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver at komme tilbage. Om al den gejst og det sammenhold vi har opbygget er smuldret? Om det hele bliver lidt akavet og påtaget, fordi vi trods alt har brugt mange uger væk fra hinanden? Eller om den her absurde situation i virkeligheden bare har tændt endnu mere højskole-gnist i alle? Om vi har bare har gået og sparet op på engagement, energi og initiativlyst, så vi ender med at slutte opholdet af med et brag, der kan måle sig med alle 6 måneder tilsammen?

Dagen sluttede med 3 lækre Fanø-øl og en rødglødende kommentartråd under Henrik Bocks vise ord og øl-tips på live stream. Der blev delt vittigheder, smagsoplevelser og øl-erfaringer i flæng. Der intet som øl, der kan samle en flok højskoleelever… Tydeligvis på trods af, at de sidder med flere hundrede kilometer imellem sig.

Fredag den 3. april

Formiddagsmodulet var Rikke Smed, der udfordrede os til at tegne et portræt af en af vores bogruppe-kammerater. Jeg gik straks i gang og det blev næsten et heldagsprojekt. Det endte med 12 styks tegnefilmskarikaturer af hver af mine kære bogruppe-venner. Jeg så jeg pludselig en video, som jeg havde overset. Det var min roomies bud på, den opgave vi fik stillet helt i starten af vores hjemmehøjskole-forløb: Vi skulle sende en sang, til en fra Højskolen. Jeg havde sendt en video med tilhørende klaverspil, hvor jeg (med hjælp fra min mere musikalsk anlagte kæreste) skrålede med på ‘Ta’ mig med til Johanna’. Hun havde kvitteret med et digt, som hun selv havde skrevet. Det handlede bare om mig – et digt så fint, at jeg pludselig fandt mig selv liggende i fosterstilling på sofaen og med tårerne trillende ned ad kinderne. Lige der gik det pludselig op for mig, at her havde jeg et andet menneske, der havde skabt et aftryk i mig, som ville vare for livet. Jeg tror virkelig aldrig, at jeg havde forestillet mig, at den erkendelse ville komme til mig netop, som jeg følte mig allerlængst væk fra det højskolefællesskab, den er skabt af.

Eftermiddagsmodulet var en foto-challenge fra bogruppe 5 (endnu mere elevinvolvering – det er for fedt!). Et tætskrevet ark med, hvad der virker som 1000 opgaver. Alt sammen noget, der skal dokumenteres med et billede og klippes sammen til en video inden mandag kl. 12:00. Så nu skal vi i gang med at tage 100 burpees, anrette lækker morgenmad, kysse en frø, tage selfies med en gris og meget, meget andet… Dagen blev sluttet af i selskab med Morten Gram over livestream. Aftensamlingen handlede primært om et nyt koncept for hjemmehøjskolen: Mere livestream og mindre Youtube-video eller på anden måde medier, hvor man kan se, at vi allesammen følger med samtidig og ikke mindst fysisk aktivitet fra morgenstunden, så alle er klar og i gang. Nu er det bare at være i tøjet og have børstet tænder kl 9.00. Det tror jeg også, bliver meget rart…

Lørdag den 4. april

Der er ikke nogen ”undervisning” på hjemmehøjskole i weekenden, så jeg begravede mig dybt i en gammel Troels Kløvedal bog. Han skriver godt ham den gamle hippie, og jeg tror især jeg blev inspireret af et enkelt stykke, som måske passer vældig godt til netop den tid, vi står i nu: “Ventesituationen har for mig altid været spændende, ja det er faktisk det tidspunkt i tilværelsen, som jeg synes er allermest udfordrende. Det er dér tingene sker, fordi man ikke aner, hvad der vil ske. Når tingene bliver planlagt, er de jo allerede halvt oplevet og dermed ikke særlig interessante mere. At folk keder sig, fatter jeg ikke, for lige præcis i de øjeblikke, hvor folk påstår de keder sig, er livet jo så uorganiseret at det lige bestemt er i dette tidsrum et nyt liv fremover måske finder sin begyndelse.”

Mange af dem, jeg snakker med brokker sig over, hvor meget de keder sig. Jeg synes nu egentlig, at dagene suser afsted. Når den både står på hjemmehøjskole, løbeture, skype-opkald, strikkeprojekter, havearbejde, læsning, oprydning… Så er en dag altså hurtig forsvundet, og man lægger sig i seng træt og mæt af indtryk. Kis Østergaard kom forbi og holdt et oplæg på skolen kort tid inden vi blev sendt hjem. Hun roste vores åbningsshow til Vinterstævnet: ”I udstråler sådan en ro… Det er det, man kan på højskole – finde ro”. Da jeg sad ude på sommerhusets terrasse i solskinnet gik det op for mig – jeg tror aldrig jeg som sådan har følt ro. På vejen hjem fra sommerhuset hørte vi en gammel aftensamling fra Jonas: ”Tanker til eftertanke”. Med udgangspunkt i sine egne erfaringer, og selvfølgelig i Kierkegaards filosofi, snakkede Jonas om den særlige situation vi står i nu. Om at blive konfronteret med sig selv, når der ikke er nogen, der har forventninger til dig. Som altid var han meget inspirerende at høre på.

Søndag den 5. april

Nu skulle der handles på den foto-challenge, som bogruppe 5 havde stillet os. Min telefon bimlede og bamlede hele eftermiddagen, for der var livlig aktivitet på vores bogruppe-chat. ”Kan man se, at det her er en frø?”, ”Nu hopper jeg i havet uden tøj på, så der er altså snart nogle andre, der må ofre sig og barbere sig skaldet”, ”Jeg kan godt tage en selfie med en ‘gris’, men det bliver nok lidt politisk”. Derpå endte min eftermiddag med at blive en hæsblæsende jagt på fotodokumentation af ting, som jeg med rette nok må sige, at jeg aldrig har prøvet før. Jeg fik hæklet i kogt spaghetti, fandt den gammel fiskestang frem fra kælderen, så jeg kunne fange (salte lakrids) fisk, bagte snobrød i en ovn, lagde neglelak på min far og mange, mange andre skøre ting. Det hele endte med en nat under åben himmel, hvor jeg kunne glæde mig over, at mit kamera heldigvis er godt nok til, at fotodokumentationen også viser den flotte himmel, som jeg kunne falde i søvn under, mens stjernerne blinkede ned til mig.

Mandag den 6. april

Morten Gram himself instruerede en lille morgen workout. I et anfald af energi supplerede jeg selv med en cirkeltræning oveni, og så lidt yoga og afspænding. Jeg havde yoga i 1. semester på højskolen. Jeg havde gået og drømt lidt om, at jeg ville ende lidt som sådan en yoga-tosse. Sådan en, der kunne bruge alt det der yoga til virkelig at få slappet af, fundet sig selv og brugt tid på at lytte til sin krop. Jeg må dog erkende, at det her nok var første gang jeg begav mig ud i denne bevægelsesform siden jeg stoppede med at have det som fast fag på skemaet. Det kan være det skal tilføjes til den lange liste af ”Karantæne-projekter”. Vi havde aftalt en skype-fest med nogle venner om aftenen, men vi måtte udsætte den lidt, da vi opdagede at Statsministeren havde indkaldt til pressemøde kl. 20. Vuggestuer, børnehaver og de små skoleklasser åbner efter påske – alle andre bliver hjemme inklusive højskoleeleverne. Nu kan jeg så få mig nogle timer som vikar i den vuggestue, som jeg plejede at være medhjælper i. Jeg tror ikke lige at forlængelsen rigtig slog mig til at starte med. Vi gik direkte over i vores fest, og vi snakkede et par timer og drak et par øl. Vi indførte en skål for hver gang nogen nævnte en sørgelig ting om Corona. Det siger vidst meget om, at vi allesammen var lidt ramt af det Pressemøde, men at vi gjorde meget ud af at holde humøret højt. Det var først, da jeg lå i min seng, at det hele ramte mig, og jeg måtte knibe en tåre i ærgrelse over endnu engang at måtte vente i uvished på, hvornår jeg måtte komme hjem, til der hvor drømme bliver virkelighed.

Tirsdag den 7. april

Jeg nåede faktisk ikke så meget hjemmehøjskole i dag. Min søster ringede og fortalte, at hun havde fået adgang til nogle havkajakker, og ville gerne have mig med ud at sejle. Hvis der er noget, jeg virkelig savner, så er det at sejle i havkajak. Så jeg fløj ud af døren og ræsede afsted til Lyngby Sø på min cykel. Hvor var det skønt at sidde i kajakken og høre den fantastisk lyd af pagajerne der får vandet til at klukke let, mens sollyset spiller i toppen af søens små krusninger. Vi skypede i bogruppen kl 12 – det er så dejligt, at se dem allesammen igen. Vi brokkede os generelt bare over, hvor forfærdeligt det er, at der skal gå så længe, før vi kan komme hjem igen. Mange af de andre overvejer stærkt at melde sig på efterårsopholdet. Jeg har ellers skråsikkert stået på, at jeg i hvert fald ikke skal tage to ophold i træk. Jeg er bekymret for, om det bliver for svært. For svært ikke at sammenligne med første gang, for svært at holde gejsten oppe når ‘once in a lifetime’ pludselig bliver til to, for svært at det ikke er de samme mennesker og aldrig bliver den samme stemning… Men mange ting ser også anderledes ud nu. Jeg havde tænkt, at jeg skulle starte studie til sommer, og jeg skulle flytte i kollektiv med nogle af mine bedste venner. Men det er som om, det her har vendt det hele på hovedet. Det, jeg er mest bange for, er at hele vores afslutning på opholdet bliver mærkelig falsk, fordi der alligevel er så mange, der skal fortsætte. Erling holdt skolemøde på livestream. Han sprang sang og det hele over og hoppede direkte til sagen. Selvfølgelig betyder Statsministerens udmelding, at vi ikke skal hjem efter påske, men tidligst kan komme tilbage til Viborg den 10. maj. Efter det, brugte han lang tid på at opfordre os til stadig at stå sammen, holde kontakt og holde fast i det fællesskab, som vi har skabt. Det er bare så umådeligt svært – alle de andre virker så langt væk lige nu.

Onsdag den 8. april

Morten Gram lavede morgen workout. Jeg stod klar, præcis som han havde opfordret til. Han havde skrevet, at han selv havde fundet nogle vægte à ca. 10, 20 og 25 kg, og at vi godt måtte prøve at være lidt kreative og se, om vi kunne finde noget, der lignede. Jeg fandt nogle sten, som jeg havde gravet op ude i haven – Morten Gram havde tydeligvis bare fundet sine børn…. Det var meget underholdende at følge med i. Aftensamlingen missede jeg, for jeg havde en veninde på besøg, og (behørigt afsprittet og med god afstand!) sad vi rundt om bålet i haven og drak et par øl.  Min kæreste hev guitaren frem, og vi sang med på et par sange. Jeg sukkede lidt indvendigt og ønskede mig tilbage til mandags-sangtimen i den godt proppede foredragssal. At sidde i de lyseblå klapstole, måske lige akkurat så tæt, at dine overarme præcis rørte de andres, mens sangen flød ud i rummet vel akkompagneret af Anders’ klaverspil – se det er højskole fællesskab!

Torsdag den 9. april

Måske bliver dagene så småt mere indholdsløse… Jeg sidder i hvert fald med en lidt tom fornemmelse lige nu. ”Hjemmehøjskolen” er stoppet for påskeferien, og da jeg lå i min seng i morges tænkte jeg lidt over, hvor lidt jeg faktisk har haft kontakt med alle mine nye venner fra højskolen…. Jeg har fået snakket og skypet en masse med alle mine gamle venner hjemmefra. Det skræmmer mig lidt, at tænke på, hvor længe, vi skal være væk. Udover de fire stykker, som jeg har skrevet en smule med i ny og næ, så føler jeg virkelig, at de andre virker meget mere fjerne. Jeg er meget bekymret over, hvorvidt det vil gå ud over, hvordan vi kan mødes efter det her ophold. Får vi nogensinde bygget så stærk en relation op, at man kan skabe de venskaber for livet, som højskolen er så kendt for? Jeg er blevet inviteret til diverse støttegrupper på Facebook og underskriftsindsamlinger, der har til formål at sørge for, at højskoleeleverne kan tage hjem i næste bølge. Jeg føler mig en smule selvisk, hvis jeg skal være ærlig. Er det virkelig så vigtigt? At jeg kan sidde her, som barn af den øvre middelklasse og kræve, at jeg bliver sendt tilbage til, hvad der jo egentlig bare er et ophold til min egen fornøjelse. Det er min mulighed for fede oplevelser, vilde minder, livslange fællesskaber og bevares også personlig udvikling og dannelse som samfundsborger – men er det virkelig i så høj grad vigtigere end alt andet, der også er lukket ned?

Jeg ved det ikke… Men hold da op hvor jeg savner det. Jeg havde virkelig drømt meget om det højskoleophold. Jeg blev så glad, da jeg i januar måtte konstatere, at det indfriede alle mine forventninger. Nu får jeg sådan en hård klump i maven, hver gang nogen henkastet nævner, at det jo ikke engang er sikkert, at vi overhovedet når tilbage…